DANMARK
GRØNLAND
300 ÅR

 1721

HANS EGEDE OG DEN FØRSTE KOLONI

Med kong Frederik 4.s velsignelse rejser præsten Hans Egede i 1721 til Grønland. Han er den første nordboer der besøger øen i flere hundrede år. Sammen med en gruppe handelsmænd og soldater vil han finde efterkommerne af de mennesker, som kom til øen i 900-tallet med Erik den Røde og omvende dem til den kristne tro. I stedet møder besætningen inuit, som nu er den lokale befolkning, og snart følger missionærer, handelsfolk, hvalfangere og sygdomme.

 1814

DANMARK BEHOLDER GRØNLAND

I 1814 ændrer forholdet mellem de nordiske lande sig for altid. Napoleonskrigene er netop slut, og Danmark står på tabernes side. Ved Freden i Kiel beslutter de sejrende lande, at Danmark skal afstå Norge til Sverige. Men Danmark beholder Grønland, Færøerne og Island. 

 1917

DANMARKS SUVERÆNITET

I 1917 køber USA Danmarks kolonier i Vestindien. I handelsaftalen anerkender USA samtidig Danmarks suverænitet i hele Grønland. Det er første gang, at stormagten anerkender Grønland som en dansk koloni. 

 1933

NORGE VIL HAVE EN BID AF GRØNLAND

Norge gør krav på Østgrønland, men Den Internationale Domstol i Haag giver Danmark myndighed over hele øen. 

 1941

STORMAGTENS MILITÆRBASER

2. Verdenskrig raser, og krigens skygge trækker også ind over Grønland. USA lover i Grønlandstraktaten at beskytte landet mod Hitlers angreb. Men kun på den betingelse, at de får lov til at opføre flyvepladser og militærbaser. Grønland bliver en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England.

 1942

SIRIUSPATRULJEN

Danmark er forpligtet til at sikre Grønlands grænser. Det sørger blandt andet Siriuspatruljen for. Den militære specialenhed bliver til i 1942, og lige siden har de udsendte soldater patruljeret i det nordøstlige Grønland for at holde suveræniteten i hævd.

 1951

EN MENNESKELIG TRAGEDIE

Den danske stat gennemfører i 1950’erne et socialt eksperiment. 22 grønlandske børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre og sendt til Danmark, for at tillære sig dansk sprog og kultur. Meningen er, at børnene skal vende hjem som veluddannede spydspidser og redde Grønlands fremtid, men projektet får store menneskelige omkostninger. I december 2020 giver statsminister Mette Frederiksen en officiel undskyldning til de 22 børn, som var en del af forsøget. 

 1953

DEN KOLDE KRIG

USA får en fast militærbase og flyvestation i Grønland for at holde Sovjetunionen i skak. Det bliver til Thulebasen i det nordvestlige Grønland. Områdets oprindelige befolkning, inughuit, bliver tvangsflyttet til Qaanaaq. På få dage skal de rømme deres hjem og rejse nye steder hen. Senere udbygges Thulebasen med feltstationer og forskningslejre. 

 1953

GRØNLAND BLIVER ET DANSK AMT

På opfordring af FN ændrer Grønland status fra koloni til dansk amt, og grønlænderne får dansk statsborgerskab. Det betyder, at Grønland får to pladser i Folketinget.

 1979

FØRSTE SKRIDT TIL SELVSTÆNDIGHED

Den 1. maj 1979 får Grønland hjemmestyre med eget parlament og en regering. Samme år får Grønland tre politiske partier; det socialdemokratiske Siumut (Fremad), det socialistiske Inuit Ataqatigiit (Forenede Inuitter) og det liberale Atassut (Samhørighed).

 1985

GRØNLAND FORLADER EF

I 1981 bliver der afholdt folkeafstemning i Grønland om medlemskab af EU, der dengang hed EF. 53% stemmer for, at landet skal udmeldes. I stedet får Grønland en såkaldt OLT-ordning - Oversøiske Lande og Territorier - med EU. Ordningen giver Grønland et stort beløb i EU-støtte hvert år, mod at EU til gengæld får begrænset adgang til fiskeri.

 1989

LIGE LØN MELLEM DANSKERE OG GRØNLÆNDERE

Fødestedskriteriet som siden 1964 har sikret Grønlandske indbyggere født i Danmark højere løn end folk født i Grønland, bliver afskaffet.

 2009

MERE SELVBESTEMMELSE

Historien om Grønland og Danmark opnår endnu en milepæl i 2009. Grønland får selvstyre, og grønlænderne bliver anerkendt som et selvstændigt folk. 

 2020

I kølvandet på Black Lives Matter-demonstrationer for etniske minoriteters rettigheder over hele verden, bliver statuen af missionæren Hans Egede i Nuuk overhældt med rød maling i forbindelse med Grønlands nationaldag. På sokkelen skriver aktivisterne ’Decolonize’.
Kommunen, som Nuuk ligger i, har året forinden besluttet, at den ikke ønsker at markere 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland i 2021.