Mød kvinden som tog den længste slæderejse nogensinde

Arnarulunnguaq (1896-1933) er nok den mest hårdføre ekspeditionsdeltager på den store slæderejse fra Grønland til Stillehavet. Hendes navn betyder 'det lille kvindemenneske', og hun kan overleve som ingen anden. Uden hende havde Knud Rasmussen og resten af holdet aldrig klaret den farefulde rejse i den iskolde region. Hun er med Knud Rasmusens ord "så udholdende og modig som nogen mand".

Da hun er syv år gammel, er døden lige ved at tage hende. Hendes egen mor har lagt en løkke om halsen på hende i ren desperation. Faren er død, og der en ingen til at fange sæler til familien, der tæller mange børn. Men Arnarulunnguaq bliver reddet af sin brors tårer og bøn: "Du må ikke slå Arnarulunnguaq ihjel. Hun er min eneste søster.” Moren lader hende leve. 

I 1921 rekrutterer Knud Rasmussen Arnarulunnguaq og hendes mand, Iggiánguaq, til 5. Thule-ekspeditionen, hvor han vil indsamle inuits historier på den nordlige halvkugle fra Grønland til Sibirien. Kort inde i rejsen dør Arnarulunnguaqs mand af influenza, men hun vælger alligevel at fortsætte rejsen. Sammen med Knud Rasmussen og sin fætter Qâvigarssuaq Miteq forcerer hun på tre år over 18.000 kilometer med hundeslæde gennem det arktiske landskab.

På ekspeditionen er Arnarulunnguaq ansvarlig for at reparere tøjet, bygge tørvestenhuse, lave mad og assistere arbejdet med at indsamle botanisk og arkæologisk materiale og konservere zoologiske genstande. Arnarulunnguaq er en dygtig jæger og fanger ræve, harer og laks. Og så er hun en uovertruffen hundeslædefører. Ved rejsens ende tager hun på rundrejse i USA med Knud Rasmussen, og møder i Washington den amerikanske præsident Coolidge. 

Da holdet i 1924 år tilbage til Danmark, får hun som den første grønlandske kvinde en fortjenstmedalje af Christian 10.