Grønlandske Miteq sikrede 5. Thule-ekspeditionens overlevelse

Qâvigarssuaq Miteq var måske den vigtigste deltager på 5. Thule-ekspeditionen, selvom han blandt danskere er blevet overskygget af den store polarhelt Knud Rasmussen. Sammen med Knud og den grønlandske kvinde Arnarulunnguaq var han den eneste, som gennemførte hele den lange og krævende slæderejse fra Grønlands barske indlandsis til det nordøstlige Sibirien.

Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen bliver født i Thule i 1899 og vokser op i en fangerfamilie. Ligesom Knud Rasmussen har han et blandet inuitisk og europæisk ophav. Da Qâvigarssuaq Miteq som kun 22-årig melder sig som deltager på 5. Thule-ekspedition, tester Knud Rasmussen hans fangstevner ved en prøve, hvor han blandt andet skal fange en alkefugl. Qâvigarssuaq Miteq består prøven med bravur, og får under ekspeditionen en central rolle som fanger, hundekusk og snelæser.

5_thuleb_0374.jpg

Efter 5. Thule-ekspedition rejser Qâvigarssuaq Miteq tilbage til Thule, hvor han gifter sig med Bebiane Kristiansen og får 8 børn. 

Da Danmark og USA i 1950’erne opretter forsvarsanlægget Thulebasen i Qaanaaq, er Qâvigarssuaq Miteq og hans familie nogle af de mange mennesker, der med kort varsel bliver tvangsflyttet fra deres boplads. Senere fortæller Qâvigarssuaq Miteq, at han ved synet af hjemmet forvandlet til militærbase brød sammen i gråd. 

Siden Qâvigarssuaq Miteqs død som 79-årig i 1978, er hans historie nået bredere ud. I dag er der flere initiativer, som sætter fokus på både ham og Arnarulunnguaq, som rejste med Knud Rasmussen til Sibirien. 

Qâvigarssuaq Miteq har kun skrevet en enkelt artikel selv, i 1960, med titlen ”Knud – en uforglemmelig rejsekammerat”. I artiklen beskriver Qâvigarssuaq Miteq rosende Knud Rasmussens evne til at smigre folk og slippe ud af uheldige situationer. Han karakteriserer Knud som en svedende mand, der indendørs ofte kun er iført underbukser og kamikker, og slutter artiklen af med at takke ham for at have givet ham en oplevelse for livet.



Previous
Previous

Knud Rasmussen: Mellem Danmark og Arktis

Next
Next

100-året for den store slæderejse